Arbejdsmiljø | 24. april 2020

Efter kritik: Nu indføres tiltag mod arbejdsgiverne

Der er indført nye retningslinjer til arbejdsgiverne, men stadig ingen karantæne til udenlandske arbejdere.

Syv nye tiltag skal skabe mere sikkerhed og hindre coronasmitte på blandt andet landets store byggepladser, hvor mange udenlandske arbejdere går op og ned ad danske kollegaer efter frit at have passeret de danske landegrænser.

Malerforbundet har sammen med andre fagforbund i BAT-Kartellet rettet skarp kritik over for at udenlandske kollegaer fra f.eks. Polen frit kan køre ind over de danske grænser og arbejde uden at skulle i karantæne først. Nu har beskæftigelsesministeren Peter Hummelgaard taget kritikken og bekymringen til sig og indfører syv tiltag rettet mod arbejdsgiverne, der skal få styr på arbejdsmiljøet. Retter arbejdsgiverne ikke ind, er regeringen klar til at indføre krav for 14-dages selvisolation for de udenlandske arbejdstagere.

De syv nye tiltag

  1. Det er virksomhedernes ansvar, at der er styr på arbejdsmiljøet, og der er taget de nødvendige foranstaltninger i relation til COVID-19. Derfor iværksættes et branchesamarbejde, hvor arbejdsmarkedets parter i samarbejde med regeringen kan finde branchespecifikke løsninger. Det gælder eksempelvis fødevarebranchen, der beskæftiger en stor del vandrende arbejdstagere.
     
  2. Mere kontrol kan sende flere i selvisolation. Epidemiloven giver mulighed for, når øvrige muligheder er udtømte, at give påbud om selvisolation, hvis en specifik person har været i et område med udbredt smitte før indrejsen. Arbejdstilsynet, Styrelsen for Patientsikkerhed og om nødvendigt politiet vil være opmærksomme på at anvende reglerne, så denne mulighed udnyttes til fulde.
     
  3. Så snart det er praktisk/teknisk muligt, iværksættes en offensiv teststrategi fx ved grænserne. Den testkapacitet, der vil være til rådighed til testning af vandrende arbejdstagere, prioriteres i første omgang til sundhedsfagligt personale bosat i udlandet, der arbejder i Danmark, så vi undgår, at der overføres smitte til særligt sårbare grupper på fx danske plejehjem.
     
  4. Arbejdstilsynet igangsætter et målrettet tilsyn mod smitte fra Corona ude på arbejdspladserne. Her vejledes de mest relevante brancher, herunder særligt byggeriet. Arbejdstilsynet skrider ind med påbud når nødvendigt.
     
  5. Der nedsættes en hurtigt arbejdende taskforce med deltagelse af arbejdsmarkedets parter med fokus på coronasmitte og med særligt fokus på brancher med vandrende arbejdskraft og evt. deres boligforhold. Denne skal meget hurtigt komme med anbefalinger til styrkelse af sikkerhed og hindring af smitte i de konkrete brancher. Styrelsen for Patientsikkerhed bakker op om, at der udarbejdes vejledninger om håndtering af smitte udefra målrettet vandrende arbejdstagere i regi af en sådan taskforce.
     
  6. Regeringen følger smittesituationen i pendlerregionerne tæt og er klar til at skride hurtigt ind, hvis den udvikler sig i negativ retning.
     
  7. Hvis ikke brancherne får styr på arbejdsmiljø og smittefare udefra, er regeringen klar til at lovgive, så der iværksættes et krav om 14-dages selvisolation for alle indrejsende uanset nationalitet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udtaler i en pressemeddelelse:

– Vi pålægger nu alle arbejdsgivere at få styr på arbejdsmiljøet og undgå COVID-19 smitten udefra. Alle arbejdsgivere har et ansvar. Regeringen vil følge situationen tæt, og hvis der fx viser sig et behov for at tvinge karantæne igennem via lovgivning, vil regeringen tage en ny drøftelse med partierne.

– Ingen skal gå utrygge på arbejde. Derfor har det også været vigtigt for mig, at vi tager nogle initiativer, som sætter fokus på denne del af arbejdsmiljøet. Vi hjælper gerne til fra politisk hold, men det er i sidste ende virksomhederne, der er ansvarlige for, at arbejdsmiljøet er i orden.


Del: