Arbejdsmiljø | 27. marts 2020

Malersvend Michelle: Vi er utrygge og bange for coronasmitte

Kritisable forhold for malerne i byggeriet af Gødstrup sygehus. Manglende sundheds- og sikkerhedsforanstalninger gør håndværkerne ekstra udsatte for coronasmitte.

15 malere fra Malerfirmaet Carsten Sørensen går lige nu sammen med 500 andre håndværkere og arbejder på byggepladsen på Gødstrup Supersygehus.

Arbejdet foregår under elendige forhold, fortæller malersvend og AMR Michelle Omme:

– Der mangler håndsprit mange steder, blandt andet ved elevatorer og ind- og udgange. Og de steder, hvor der er håndsprit, står de ofte tomme i mange timer, før de bliver fyldt op igen. Vi kan vaske hænder i koldt vand – og sæbe har været en mangelvare i flere uger, fortæller Michelle Omme.

Hun har de sidste uger spist frokost siddende på en malerspand, da det var mere sikkert end at gå ned i et propfyldt frokostrum. Det er nærmest umuligt at holde afstand fra kollegaerne og Michelle Omme støder ofte ind i andre håndværkere, fordi der trængsel på gangarealerne. Hun skal gå flere hundrede-meter for at komme på toilettet. Ofte er der pis på gulvet.

De kummerlige forhold og manglende sikkerhed er bekymrende, især fordi de mange byggearbejdere risikerer at blive ekstra udsat for coronasmitte. Michelle Omme har i dag holdt møde med kollegaerne fra malerfirmaet om hele sikkerhedssituationen:

– Vi er alle meget utrygge. Vi hører en masse rygter om folk fra byggepladsen, der er smittet med corona, men vi får intet at vide. I det hele taget er byggeledelsen totalt fraværende i det her. Ingen tager ansvar for noget og vi føler os helt magtesløse, siger Michelle Omme, der er meget bekymret for sin egen og kollegaernes sikkerhed.

Polske kollegaer kører over grænsen 

– Vi har ondt i maven, når vi kommer hjem fra arbejde, fordi vi er bange for, om vi har taget coronasmitte med hjem til familien. En af mine kollegaer er ekstra bekymret, fordi hans datter er særlig sårbar over for Covid19.

Michelle Omme fortæller, at på trods af at Danmark er lukket ned, så kunne hendes polske kollegaer sagtens tage hjem til Polen i weekenden for derefter at køre over grænsen til Danmark og møde ind på byggepladsen mandag morgen. Det undrer hende meget, at der ikke bliver holdt mere tjek med coronasmitten på byggepladserne.

– Det er som om, der i Danmark er skabt et a- og et b-hold. Vi håndværkere er på b-holdet. Vi skal bare fortsætte med at arbejde under meget risikable forhold og med fare for vores egen og vores families sundhed.

Michelle Omme fortæller, at malerfirmaet vil sørge for ekstra håndsprit til de 15 malere og at der fra på mandag vil blive stillet et frokostrum til rådighed.

Malernes Fagforening Midtjylland er gået ind i sagen om forholdene på byggepladsen. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard skriver i et facebookopslag fredag, at Arbejdstilsynet har kontaktet Gødstrup sygehus. Michelle Omme har dog hverken set eller hørt noget til Arbejdstilsynet. Fredag eftermiddag nægter Arbejdstilsynet at oplyse Malerforbundets journalist om, hvorvidt der har været et tilsyn på byggepladsen eller ej, men henviser til at søge aktindsigt herom.

Malerforbundet har nu søgt om aktindsigt hos Arbejdstilsynet og venter på svar inden for fristens syv dage. 

Udover, at der kun er koldt vand i hanen og ofte mangler sæbe, så er toiletterne på byggepladsen ofte fyldt med pis på gulvet. Foto: Michelle Omme 


Del: