Opråb til ministeren: Manglede corona-sikkerhed i byggeriet

Oprettet: 27.03.2020

I et fælles opråb til blandt andre beskæftigelsesministeren påpeger de syv forbund – herunder Malerforbundet – i Bygge-Anlæg- og Trækartellet (BAT) en stærk bekymring for danske og udenlandske håndværkeres sikkerhed i forbindelse med coronasmitte.

Sagen er den, at den store udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft i byggeriet potentielt kan være en bombe under den aktuelle sundhedskrise.

Især i byggebranchen bliver der i høj grad bliver benyttet udenlandsk arbejdskraft. Ofte er de udenlandske kollegaer underlagt meget ringe arbejdsvilkår og kummerlige forhold. Bagmænd fragter de udenlandske arbejdere i tætpakkede busser til danske byggeprojekter, de indkvarteres i grupper på steder, der ofte ikke er egnet til beboelse med dårlige sanitære forhold.

Derudover har de udenlandske bygningsarbejdere ofte ingen eller ringe mulighed for at komme i kontakt med de danske myndigheder, fagforeninger, medier osv. De er underlagt trusler fra deres bagmænd, der ofte viser mangel på omsorg. Derfor er det meget sandsynligt, at der heller ikke bliver taget højde for myndighedernes foranstaltninger i forhold til coronasmitte. Det udgør en kæmpe sundhedsrisiko for både de udenlandske og danske byggearbejdere.

I et åbent brev fra BAT til myndigheder og ministerier anbefales det, at der iværksættes en særligmyndighedsindsats over for udenlandske virksomheder, der løser opgaver i Danmark.

Konkret foreslår BAT, at følgende forhold for gruppen undersøges:

 1) Hvordan og hvor tæt de bor, herunder sanitære forhold og rengøringstilstand.

2) Transport til og fra byggepladsen.

3) Sanitære forhold på byggepladsen (omklædning, bad, toilet, kantine, skurforhold og rengøring).

4) Hvor tæt man arbejder på hinanden.

Læs hele brevet fra BAT-Kartellet her

Minister: Jeg forstår problematikken

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har reageret på brevet fra BAT og melder, at han forstår problematikken. I følge ministeriet har nu besøgt Gødstrup Sygehus, og vil efter planen besøge de andre byggepladser, der nævnes i brevet.

 

Development: Hjemmesider.dk