• - Vi ser frem til at komme videre i forhandlingerne med arbejdsgiverne med hjælp fra Forligsmanden. Den helt store knast for os er som bekendt akkordafsavn. Vi står fast på vores krav om en anstændig forhøjelse af mindstelønnen i form af akkordafsavn, fastslår forbundsformand Martin B. Hansen.

OK20: Forhandlingerne fortsætter fredag i Forligsen

Oprettet: 10.03.2020

Forligsmanden har netop indkaldt forhandlerne fra Malerforbundet og Danske Malermestre samt Dansk Byggeri til at møde op i Forligsinstitutionen fredag den 13. marts klokken 13.00.

- Vi ser frem til at komme videre i forhandlingerne med arbejdsgiverne med hjælp fra Forligsmanden. Den helt store knast for os er som bekendt akkordafsavn. Vi står fast på vores krav om en anstændig forhøjelse af mindstelønnen i form af akkordafsavn, fastslår forbundsformand Martin B. Hansen.

Malerforbundet måtte forrige uge afbryde forhandlingerne med Danske Malermestre og Dansk Byggeri, da arbejdsgiversiden nægtede at forhandle om en – i Malerforbundets optik – fair og anstændig mindsteløn.

Nu vil Forligsmanden så forsøge at få parterne til at nå til enighed om en overenskomstaftale.

Forligsmandens rolle

Forligsmanden er sat i verden til at få arbejdsmarkedets parter til at indgå overenskomstaftaler. Når forhandlingerne går i hårdknude, så træder Forligsmanden ind. Han indkalder parterne til at møde op i Forligsinstitutionen i København (i folkemunde kaldet ”Forligsen”). Derfra vil han – oftest via lange, udmattende forhandlinger – få parterne til at nå hinanden og indgå en aftale. Er det ikke muligt, vil han selv lave en aftale – en såkaldt mæglingsskitse – der typisk læner sig meget op ad de i forvejen indgåede aftaler på de øvrige områder.

Hvornår skal en aftale være i hus?

Indtil videre har Forligsmanden sat deadlinen for at få alle aftaler i hus til den 15. marts. Han har dog mulighed for at udsætte deadlinen med yderligere to uger. Når alle aftaler i hus, og enkeltområder, der ikke kan blive enige, bliver samlet op af Forligsmandens mæglingsskitse, skal aftalerne sendes til afstemning hos medlemmerne.

Development: Hjemmesider.dk