Politik | 21. februar 2020

Arne og Michael mødte ministeren: “Holder ikke til pensionsalderen”

Malersvendene Michael Nielsen og Arne Jørgensen fik besøg af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det blev til en god snak om pensionsalder og nedslidning.

Det skal være muligt for folk med mange år på arbejdsmarkedet og med hårdt fysisk arbejde at trække sig tidligere, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Han vil i løbet af foråret 2020 præsentere regeringens plan for tidlig tilbagetrækning.

-Jeg synes, at det var positivt. Det må jeg sige, siger Michael Nielsen, tillidsrepræsentant og bygningsmaler i Malerfirmaet Petersen & Andersen A/S. Han har netop siddet i en lille time sammen med ministeren og snakket om planerne for tidlig tilbagetrækning.

Ifølge Michael Nielsen og kollegaen Arne Jørgensen har ministeren fat i noget af det rigtige:

-Vi arbejdere er kun blevet presset ned i løbet af de sidste 15-20 år. Vi skal løbe stærkere, og vi får nærmest at vide fra start – på en mail! – at vi er bagud. Men vi oplever ikke, at vi får mere ud af det. Hvis du og regeringen lykkes, vil det være første gang i mange år, at der faktisk kommer noget til os – og det er min tur, siger Arne Jørgensen. Han er 58 år, bygningsmaler i Malerfirmaet Petersen & Andersen A/S og har arbejdet, siden han var 16 år.

For både Michael Nielsen og Arne Jørgensen gælder det, at de har haft et arbejdsliv, hvor knæpuder i bukserne og rullestilladser først er kommet med tiden, og at tre timer med arbejde over hovedhøjde er en umulighed.

-Jeg har seks sammenmaste led i lænden og to centimeters skævhed i bækkenet. Det er umuligt for mig at arbejde på akkord længere, og jeg har altså en pensionsalder, der hedder 68 år, men det takker jeg nej til, siger Michael Nielsen. Han bliver nødt til at gå fra før.

Læs mere om malernes møde med ministeren i Fagbladet Maleren, der omdeles til alle medlemmer af Malerforbundet. Har du ikke modtaget bladet med posten? Kontakt: msr@maler.dk.

DET VED VI OM REGERINGENS FORSLAG OM TIDLIG PENSION

  • Forslaget skal sikre en objektiv ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid.
  • Det skal altså ikke en læge eller nogen anden til at vurdere, om du har ret til at trække dig tilbage før tid.
  • Målgruppen er danskere, som er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et hårdt arbejdsliv.
  • Forslaget bliver præsenteret i foråret – efter OK20.

Del: