• -  Når vi går til forhandlingerne,vil vi have en fair og rimelig andel af værdierne. Vi vil have hævet bunden og værktøjer til at komme den uretfærdige forskelsbehandling til livs, fastslog forbundsformand Martin B. Hansen i en tale under OK20-aktion i Horsens.

Vi vil have en fair og rimelig andel af værdierne

Oprettet: 14.02.2020

Malere, murere, stilladsarbejdere, tagdækkere og andre faggrupper var forrige fredag samlet til OK20-aktion i Horsens. Som i andre større byer landet rundt skulle fællesaktionen sætte fokus på de privatansattes krav til overenskomstforhandlingerne.

- Hvor er det fedt at se, hvor mange, der engagerer sig OK20, og tager del i kampen for bedre løn og ansættelsesvilkår for arbejderne. Sammenholdet, solidariteten og styrken i at være fælles om en sag – det er en kæmpe gevinst for fagbevægelsen og for os alle, lød det i talen fra forbundsformand Martin B. Hansen.

Han var mødt op til aktionen i Horsens for at vise sin taknemmelighed til de fagligt aktive, og samtidig snakke med de fremmødte om resultatet af overenskomstforliget og de videre forhandlinger.

Vi vil hæve bunden

I talen understregede Martin B. Hansen, at han vil kæmpe for en overenskomst med seriøse tiltag mod social dumping og han tordnede imod den stigende ulighed i samfundet.

- Social dumping er ikke kun et fænomen, der rammer vores polske eller rumænske kollegaer. Det rammer os alle. Når vi går til forhandlingerne nu, så vil vi have en fair og rimelig andel af værdierne. Vi vil have hævet bunden og vi vil have værktøjer til at komme den uretfærdige forskelsbehandling til livs, fastslog Martin B. Hansen, der sluttede af med igen at hylde det stærke sammenhold.

- Lad os være sammen om OK20. Sammen om at vinde slaget om overenskomsterne. Og sammen om at kæmpe imod arbejdsgiverne, hvis de ikke leverer.

En del af fællesskabet

Malersvend og tillidsmand Renée Hede er initiativtageren bag aktionen i Horsens, der også bød på stærke taler fra Lisette Riis Hansen fra NNF og murersvend Steffen Nyland Jensen. I pauserne underholdt det lokale rockband Ordblid med covernumre af blandt andre Pink Floyd og Kim Larsen.

Omkring 100 mennesker deltog i herlighederne på torvet i Horsens.

Én af dem var malersvend Michelle Omme, der havde tage turen fra Viborg for at være med i aktionen:

- Jeg er her for at støtte op om OK20 og vores krav til overenskomsten. Det er vigtigt, at vi er en aktiv del af fællesskabet. Ellers mister vi det.

Development: Hjemmesider.dk