Arbejdsmiljø | 05. marts 2019

Kampen mod mobning og seksuel chikane skærpes

Arbejdsmiljø 

Nye regler gør, at Arbejdstilsynet nu kan sætte hårdere ind mod mobning og seksuel chikane på arbejdspladserne.

Hidtil har Arbejdstilsynet kun kunne skride ind i sager, hvor der var tale om systematisk mobning eller seksuel chikane over længere tid. Nu er der strammet op for reglerne, så Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse i sager, hvor der er tale om enkeltstående tilfælde. Det kan eksempelvis være et klap i bagdelen eller en krænkende kommentar fra chefen. 

Derudover har Arbejdstilsynet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter udarbejdet en ny vejledning om krænkende handlinger på arbejdspladsen. Vejledning oplyser arbejdspladserne om, hvad der forstås ved krænkende handlinger og hvordan arbejdspladserne kan forebygge krænkende handlinger. 

I Malerforbundet hilser næstformand Tonny Olsen, der er ansvarlig for arbejdsmiljøområdet, tiltaget velkomment: 
– Jeg er glad for, at der sættes fokus på det psykiske arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne, fastslår Tonny Olsen. 

Ifølge en undersøgelse, lavet af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i 2018, har 9,59 procent af malerne været udsat for mobning inden for de sidste 12 måneder, mens 18, 23 procent har været vidne til mobning på arbejdspladsen. 

I forhold til seksuel chikane ligger malerfaget ifølge NFA så lavt, at det ikke kan registreres. 

Hvad er krænkende handlinger?

Mobning og seksuel chikane er handlinger, der kan betegnes om krænkende. Ifølge Arbejdstilsynet kan krænkende handlinger eksempelvis omfatte: 

  • Tilbageholdelse af nødvendig information
  • Sårende bemærkninger
  • Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver
  • Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab
  • Angreb mod eller kritik af ansattes privatliv
  • At blive råbt ad eller latterliggjort
  • Fysiske overgreb eller trusler herom
  • Fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale
  • Nedvurdering af ansattes job, deres arbejdsindsats eller deres kompetence
  • Krænkende telefonsamtaler
  • Krænkende skriftlige meddelelser, SMS, billeder og videoer, herunder på sociale
  • medier
  • Ubehagelige drillerier
  • Nedvurdering, fx på grund af alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet eller religiøs overbevisning
  • Udnyttelse i jobbet, fx til private ærinder for andre.

Husk: Du kan altid hive fat i din lokale fagforening hvis du eller dine kolleger er udsat for krænkende handlinger. 

Find Arbejdstilsynets vejledning om krænkende handlinger her

 


Del: