Formandsvalg i Malerforbundet

Oprettet: 03.10.2018

Når Malerforbundets ordinære kongres afholdes den 11. – 13. oktober 2018 i Kolding, skal det blandt andet afgøres, hvem der fremover skal stå i spidsen som formand i Malerforbundet. Nuværende forbundsformand Kresten Vendelboe genopstiller og bliver udfordret af afdelingsformand fra Malernes Fagforening Fyn-Jyllandsyd Anne Mette Markussen.

Derudover stiller formand for Malernes Fagforening Kim Lasse Petersen op til den ledige post som forbundssekretær og René Jensen fra Malernes Fagforening Storkøbenhavn stiller op til den ledige post som hovedkasserer.

Det er de 98 delegerede, der under kongressen skal stemme og afgøre valget. Herunder du kan læse mere om de to kandidater til formandsposten:

Anne Mette Markussen 

Mit navn er Anne Mette Markussen. Jeg er udlært i 91, og siden løbende uddannet fagligt og organisatorisk. Valgt næstformand i afdeling Fyn i 07, og formand fra 15 i afdeling Fyn-JyllandSyd.  Medlem af hovedbestyrelsen fra 2010. Har det daglige ansvar for det politiske, for vores tillidsfolk, elever, organiseringen og faglige sager.

Jeg stiller op til formandsposten for malerforbundet, da jeg mener vores fællesskab skal udvikles og vokse. Malerforbundet skal være mere synligt og handlekraftigt for alle malere, autolakerere og skilteteknikere, og på alle områder: faglig stolthed, organisering, vikaransættelser, kvalitet i fagene og uddannelserne, arbejdsmiljø, pensionsalder, uddannelser, fagets fremtid-

Der er nok at tage fat på, når vi skal arbejde på at få bedre arbejdsvilkår for Danmarks bygningsmalere, autolakerere og skilteteknikkere! Vi skal have vores kollegaer med i fællesskabet, de skal mærke at Malerforbundet er der for dem, at fællesskabet kan bære, når vi står sammen.
Vi skal skabe resultater for vores fag, så fagene er til at leve af, og vi skal have arbejdsglæden tilbage, så vi kan være hele mennesker, også når vi holder fri.

Vores uddannelser skal give gode muligheder for et godt arbejdsliv, også i forhold til videreuddannelse. Vores arbejdsmiljø skal forbedres. Malerforbundet skal arbejde for at vores fag får andre arbejdsgange og hjælpemidler integreret, så vi undgår slidskader. Vores psykiske arbejdsmiljø skal kortlægges, og vi skal have arbejdsglæde som fokus.

Vi kan ikke holde til en højere pensionsalder.

Vi skal have mulighed for at vælge om vi vil blive længere på arbejdsmarkedet, eller have mulighed for at trække os tilbage med værdigheden og kroppen i behold.

Først og fremmest skal vi huske at Malerforbundet ER medlemmerne, at medlemmerne er den største styrke vi giver hinanden, når vi i fællesskab, og i fremtiden, skal kæmpe for et godt og anstændigt malerliv.

For et aktivt Malerforbund, Anne Mette

 

Kresten Vendelboe

De sidste fire år har vi i forbundet og afdelingerne arbejdet med at ændre adfærd, tænke nyt og finde løsninger, der kun gælder for Malerforbundets medlemmer. Vi er lykkedes med mange gode ting, herunder lønsikringen.

Vi har nu for første gang i mere end 20 år medlemsfremgang blandt fuldt betalende medlemmer. Det kan vi godt være stolte over!

Mange har svært ved at holde til et arbejdsliv frem til de er 65 år. Det tyder desværre ikke på, at det bliver bedre i fremtiden. Vi kræver, at pensionsalderen som minimum fastholdes ved 65 år – indtil der findes en ordentlig, anstændig og langtidsholdbar løsning.

Jeg vil forsat arbejde for et godt arbejdsmiljø, så vi alle kan være på arbejdsmarkedet uden at blive ødelagt af det.

Malerforbundet har stort fokus på eleverne. Vi skal fortsætte med at støtte og udvikle de unge mennesker.

Akkorden har længe været under pres. Vi skal arbejde for igen at gøre det attraktivt at ringe efter en af vores gode og dygtige opmålere. Prislisten er livsnerven i lønsystemet. Den må ikke udvikle sig på en måde, så den dør ud.

Forløbet med OK17 viste tydeligt et behov for, at tingene gøres anderledes. Jeg vil gå forrest i arbejdet med, at både afdelinger og forbund kommer i bedre sync med kollegaerne på arbejdspladserne. Vi vil blandt andet gentage Topmødet fra 2018 med alle tillidsvalgte. Vi skal nemlig være der, hvor I - vores kollegaer - er. Vi skal lytte til jer og vi skal tale med jer.

De tillidsvalgte er rygraden i Malerforbundet. De skal altid føle, at de har fuld opbakning fra både afdelinger og forbund.

Jeg vil udvide demokratiet i forbundet. Vi skal have flere medlemmer med på kongres og antallet af hovedbestyrelsesmedlemmer skal udvides.

Mit helt overordnede mål er et fortsat stærkt og selvstændigt Malerforbund.

Development: Hjemmesider.dk