Kan fagbevægelsen klare endnu en overenskomst, hvor nogle bliver efterladt på perronen?

Debatindlæg af Jimi Pedersen, formand i Malernes Fagforening Storkøbenhavn

”En for alle, alle for en,” kunne man høre ved OK2018, hvor de offentlige forhandlede overenskomster og hvor de forhandlende forbund bakkede hinanden op.

Nu skriver vi 2020 og det private arbejdsmarked er i gang med at forhandle, men noget er galt. Nogen har spændt ben for den frie forhandling. De decentrale forhandlinger, hvor en arbejdsgiverforening (f.eks. Danske Malermestre) og et forbund (f.eks. Malerforbundet) frit kan forhandle en overenskomst til det bedste for begge parter og deres fælles fag, er et fatamorgana. Som i en ørken, hvor tørsten er størst og man ser en sø foran sig. Men det er bare et luftspejl. Og det samme er de decentrale forhandlinger: Et fatamorgana, som forsvinder ud i den blå luft.  

De, der står bag dette fatamorgana, er Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri (DI). DA spiller med lukkede kort og presser medlemsorganisationerne til kun at acceptere det allerede indgåede forlig med CO-industri 

FAKTA: DI har overvægten af bestyrelsesmedlemmerne i DA. Når DA udtaler sig, er det i virkelighed på vegne af DI. Så når Malerforbundet forhandler, er det ikke med Danske Malermestre, men med DI. 

Vi ønsker en solidarisk overenskomst

Når Dansk Malermestre sidder ved forhandlingsbordet, er de uden et mandat til en reel forhandling. Det betyder, at så længe Danske Malermestre er medlem af DA, kommer der ikke en overenskomst til gavn for malerfaget. Et fag, der står på vippen til at falde samme. Det er som et uuddannet fag med moderne trælle, hvor arbejdsgiverne fastholder dem i uvidenhed om deres rettigheder. Skal de forskellige fag i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) overleve, kræver det, at man i fællesskab bakker hinanden op, når man kan se, at et forbund ikke kan forhandle en overenskomst. 

Inden for den økonomiske ramme, som gennembrudsforliget har lagt, ønsker vi selv i samarbejde med vores modpart at kunne forhandle. Og hvis vi ønsker at bruge alle procenterne på et akkordafsavn, så lad os om det.

Er det for meget at forlangt, at mindstelønnen ligger på et niveau, så man kan opnå højeste dagpengesats?

Vi ønsker at forhandle vores egen overenskomst. En solidarisk overenskomst. Og en overenskomst, vi kan sige ja til.