OK2020 | 10. februar 2020

OK20: Hvad betyder forliget på industriens område?

Industriforliget omfatter de godt 100 medlemmer af Malerforbundet, der er ansat i industrien. Men aftalen har derudover en væsentlig betydning for Malerforbundets overenskomstforhandlinger med Danske Malermestre, Dansk Byggeri og ABAF. Læs her, hvorfor:

Den økonomiske ramme

  • Industriens forlig er et såkaldt gennembrudsforlig i overenskomstforhandlingerne på det private område. Forliget sætter den økonomiske ramme Malerforbundets videre forhandlinger.
  • Det betyder, at den pose penge, der er givet til at forbedre løn- og arbejdsvilkår på industriens område, også sætter rammen for økonomien i aftalerne på de øvrige områder.

Du kan læse hovedelementerne i industriens aftale her 

Hvorfor sætter industrien rammen?

  • Overenskomstforhandlinger handler langt hen ad vejen om økonomi. Og i Danmark har industrien en helt afgørende indflydelse på økonomien. Det hænger sammen med, at vi i Danmark hovedsageligt lever af at eksportere til udlandet. Vi har ikke naturlige råstoffer som kul, olie eller jern, vi kan hive op ad undergrunden og sælge videre. Vi lever af viden og effektive produktionsprocesser. Lønomkostningerne i industrien er meget følsomme over for det globale marked, de agerer i, og det har stor betydning for vores konkurrenceevne. En god konkurrenceevne er vigtig for den danske økonomi, da det skaber både jobs og økonomisk vækst. Og det er kort fortalt derfor, industrien sætter den økonomiske ramme.

Kan vi så ikke bare være ligeglade med konkurrenceevnen i industrien her hos os i byggeriet?

  • Det kan vi desværre ikke. For stiger lønnen voldsomt meget mere i byggeriet end i industrien, søger arbejdskraften til byggeriet, og man udvander industriens produktionskapacitet og værdiskabelse til samfundet, hvilket jo er til skade for os alle.

Kan vi så forvente, at Malerforbundets overenskomstaftaler kommer til at ligne industriens?

  • Ikke helt. Vi kommer ligesom alle andre til at læne os meget op ad den økonomiske ramme. Men selve indholdet i aftalen har vi selv mulighed for at fordele, så den imødekommer medlemmernes ønsker og krav mest muligt.

Industriens forlig gav 3 procent ekstra på frivalgskontoen – hvad kan vi bruge det til?

  • Vi har i malerfaget ikke en fritvalgskonto, men de procenter, der er kommet i industriens aftale kan overføres til vores SH betaling og dermed fordeles på påskeraten, juleraten og de fem feriefridage. Men de kan også bruges på løfte andre områder i overenskomsten, fx akkordafsavn.

Hvad mener Malerforbundet om industriens forlig?

  • Helt generelt er den noget bedre end sidste overenskomst. Arbejdsgiverne har reelt set ikke fået noget som helst væsentligt i forhold til arbejdstid eller flexibilitet, som vi ikke kan stå inde for. I stedet er det arbejdsgiverne, der denne gang må punge ud. Og det er helt på sin plads, mener vi.  Vi hæfter os ved, at der er fastlagt en ramme, der er til at arbejde med.

Hvad sker der nu?

  • Vi skal have gjort noget ved social dumping, lønninger, prisliste, arbejdsmiljø og pension. Det er de overenskomstkrav, vi har stillet til arbejdsgiverne. Og som er prioriteret ud fra medlemmernes ønsker. Det arbejder vi videre med i forhandlingerne med Danske Malermestre, Dansk Bygger og ABAF.

Har du yderligere spørgsmål? 

Din lokale afdeling står parat med svar – Du finder kontaktoplysninger lige her!

 


Del: