Formandens råd til Mette F: I skal slås til den sidste bloddråbe

Oprettet: 12.06.2019

Mette Frederiksen (S) lovede inden valget, at hun ville give nedslidte ret til tidligere pension. Og det bliver hun holdt op på, fastslår Malerforbundets formand Martin B. Hansen.

I et interview til A4 advarer Martin B. Hansen Socialdemokratiets Mette Frederiksen om, at hvis hun ikke indfrier løftet om tidligere pension til nedslidte, vil der være tale om vælgerbedrag:

- Det vil blive opfattet som et løftebrud. De færreste vil gå ned i detaljerne om, hvorfor det så ikke kunne gennemføres nu. Holdningen er mere sort-hvid derude. "Mette Frederiksen har lovet det, men nu bliver det ikke til noget", vil folk sige, siger Martin B. Hansen til A4.

Lovede fleksibel pensionsalder

Før valgkampen for alvor gik i gang, fremlagde Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen udspillet om tidlig pension til nedslidte. Der var tale om ny ret til tidligere folkepension for nedslidte og folk med mange år på arbejdsmarkedet.

Men i dag står det klart, at Mette Frederiksen får svært ved at gennemføre tilbagetræknings-planerne, som lovet. Der er nemlig ikke umiddelbar opbakning til S-udspillet i den nye sammensætning i Folketinget. De Radikale og Dansk Folkeparti indgik kort før valget en aftale med Løkke-regeringen om en ny seniorpension, og indtil videre har de ikke i sinde at løbe fra den aftale. De Radikales Morten Østergaard har tidligere taget klart afstand fra ideen om en differentieret pensionsalder. Det efterlader Mette Frederiksen i en kattepine, da hun især er afhængig af opbakning fra de Radikale.

Uoverskueligt

Men et løfte er et løfte. Og sammen med øvrige forbundsformænd fastslår Martin B. Hansen i interviewet, at Mette Frederiksen skal og må leve op til, hvad hun lovede vælgerne.

Martin B. Hansen giver dette råd med på vejen til Socialdemokratiet:

- De skal slås for det her til sidste blodsdråbe. Det ligger Malerforbundets medlemmer på sinde som noget af det absolut vigtigste. Mange har jo fysisk arbejde, fra de er 16-18 år, og det virker fuldstændig uoverskueligt at skulle arbejde, til man er oppe i 70'erne, siger han til A4.

Læs hele artikel fra A4 her.

Development: Hjemmesider.dk